Paul M Cederdorff har arbejdet med temaet Atlantis siden barndommen, efter faderen fortalte ham om myten. Platon fortæller om et særligt stof eller metal, ‘orichalcos’, som Atlantis’ borgere besad. Et stof, som havde en lysende glans og kunne opvarmes i kogende olie og støbes og slibes til smykker og figurer, som var lige så værdifulde som guld. Historikere har gennem tiden fremsat teorier om, at der i virkeligheden er tale om rav, og at Atlantis måske har fundet sted i Vesterhavet i den nordiske bronzealder.
Inspireret af disse teorier har Cederdorff allieret sig med guldsmeden, Knud Barslund, der foruden guld og sølv også arbejder i rav og har vundet flere internationale priser for sit arbejde. Cederdorff udstiller grafik og skulptur, der er små fortællinger om livet på Atlantis.


