danmark

Hartmut Stockter

Hartmut Stockter (f. 1973) er født i Tyskland, men bor og arbejder nu i København. Han er uddannet fra Kunstakademiet i Braunschweig og har været gæstestuderende på Eskimologi ved Københavns Universitet. Desuden har Stockter været i kunstnerresidens på Refugium Upernavik i Grønland. Han udstiller både i Danmark og internationalt.

Naturen er central i Hartmut Stockters værker. Ofte handler værkerne om at undersøge naturen ved hjælp af særligt konstruerede redskaber. Værkerne kan minde om Storm P inspirerede opfindelser, der giver publikum adgang til selv at studere naturen ud fra nye oplevelsesvinkler. Dermed skærpes vores sanser og vi bliver opmærksomme på detaljer og vinkler, vi måske ikke tidligere har lagt mærke til.

Der er ofte et humoristisk element i Hartmut Stockters værker, og tit er der en reference tilstede omkring aktuelle samfundsrelaterede diskussioner som fx klima og miljø, bæredygtighed og vores brugsorienterede forhold til naturen. Ved at henlede vores opmærksomhed på nye aspekter og fænomener i naturen, viser værkerne os andre vinkler til at komme tæt på naturen. På denne måde knytter værkerne mennesket og naturen sammen, ofte med både tankevækkende og poetiske vinkler.

Fotograf: Ildiko Grant

danmark

Christian Bang Jensen

Født i Frederikshavn (1983). Uddannet billedkunstner fra Malmø Kunstakademi og Det Fynske Kunstakademi. Bor og arbejder i København

Christian Bang Jensen arbejder på tværs af forskellige materialer, ofte i form af skulpturer eller større installationer. Centralt i hans kunst er undersøgelser af forholdet mellem materialer og betydning. Hans arbejde er påvirket af interesser, der kredser om marginal historie, ændrede bevidsthedstilstande, populær kultur og mytologi. Med kunstnerens egne ord: vores forhold til oversete aspekter af historier indenfor både et tidsperspektiv og et bevidsthedsperspektiv.

Christian Bang Jensen arbejder ofte stedspecifikt, og i Hanstholm forholder han sig til et af byens markante håndværk. På Hanstholm Skibssmedje arbejder Christian Bang Jensen forud for udstillingen Landpejling med inspiration fra smedehåndværket som har en helt central funktion på den store industrihavn. Her har man erfaring med smedearbejde oppe i de helt store størrelser. Hanstholm Skibssmedje har i forbindelse med udstillingen været en generøs samarbejdspartner som har givet kunstneren plads og faglig sparring i forhold til hans skulpturelle arbejde.

Fotograf: Ildiko Grant

Danmark

Michael Isling

Michael Isling er en kunstner der arbejder i brydningsfladen mellem natur og mennesker. Han ser sig selv som en talsmand på naturens vegne – dens talerør så at sige. Isling er født i 1978, er uddannet på Det Fynske Kunstakademi 2003 – 2008 samt på Det Kongelige danske Kunstakademi 2005-2006. Har haft solo udstillinger på blandt andet Det Fynske Kunstmuseum, Kunsthallen Brandts i Odense og i Århus kunsthal. Står endvidere bag gavlmaleriet “The Beanstalk” på H.C. Ørstedsvej, København. 

Mellem natur og menneske 

Af Michael Isling, billedkunstner 

 I den tidlige modernitet, hvor mennesket løsrev sig fra det tætte, produktive forhold til naturen, fik vi en pludselig frihed. Og en pludselig rodløshed. I takt med den industrielle mekanisering af verden eksploderede interessen for naturen. Aldrig så man det uberørte landskab mere dyrket som kunstnerisk ideal end i den periode, hvor naturen for første gang begyndte at forsvinde.

  I dag må vi vel konstatere, at naturen med vores mellemkomst er blevet ganske forvirret, grænsende til det skizofrene. Det er denne skizofreni, jeg siden midten af min akademitid, for omkring 15 år siden, har arbejdet med. I dag er der jo enormt meget fokus på miljøet – og heldigvis for det –  eller rettere sagt: Det var på tide. Som Greta Thunberg så godt siger til verdens ledere, er det et problem, vi har kendt til i over 30 år, og de skulle skamme sig. –Så ja, frygt for fremtiden er også en inspirationskilde eller måske snarere et brændstof.  

I min praksis har rejser været en stor inspiration. Min vej ud ad dette spor startede konkret, da jeg i 2008 tog til Cambodja for at opsøge et forladt hotel, jeg tilfældigt opdagede, da jeg rejste i landet 7-8 år tidligere. Idéen var, at jeg skulle bo på det forladte hotel for at planlægge/lade mig inspirere til en række billeder, der skulle på en udstilling i Århus Kunsthal. At det forladte hotel i mit fravær var blevet genopbygget til et stort luksushotel, var absolut en streg i regningen og noget, jeg først opdagede, da jeg stod der og så at sige havde rejst til den anden side af kloden i min søgen.

Heldigvis er Cambodja et land med flere end en ruin. Så jeg gik på opdagelse igen. Og på toppen af bjerget, Bokar, midt ude i junglen, fandt jeg et gammelt fransk imperialistisk kasino/hotel der havde været forladt siden franskmændene forlod landet i 1953. Det var alt, hvad jeg kunne tænke mig, så her slog jeg mig ned og lavede de undersøgelser, jeg oprindeligt havde tænkt, et helt andet sted i landet.      

 Til min undersøgelse føjede der sig dermed endnu et spor, nemlig forholdet mellem det erindrede fysiske rum og det virkelige. 

Udstillingen i Århus Kunsthal var således en rejse gennem mange lag af virkeligheden. Et eventyr, som – udover, at jeg ankom, så og handlede – også fortæller om forskellene mellem her og der. Som et modstykke til hotellet i Cambodja opsøgte jeg Hotel SAS Radisson i Århus. I et værelse på hvert af hotellerne udstillede jeg hver sit stedsspecifikke værk, der forbandt de to fysisk og kulturelt fjerne rum. 

Den spirende kokosnød på Århus-hotellet og et vægmaleri i det forladte hotel i Cambodja udgjorde samtidig forgreninger af udstillingen i Århus Kunsthal. 

Siden hen har der været en del inspirationsrejser, hvilket har medført et mindre ”handikap”. Jeg er simpelthen elendig til at tage rejse/turist fotos. For mig er kameraet et arbejdsredskab, som jeg bruger til at fastholde ideer og konstruktioner til maleriet. Jeg glemmer helt at tage fotos af dem, jeg møder, oplevelser eller andet, der bagefter er godt til at huske. 

Men man behøver nu ikke tage til en fjern jungle for at blive inspireret af naturen. Hvert år tager jeg 2-3 uger ud i en dansk skov og bor i telt. Det eneste jeg har med, udover fornødenheder som mad, sovepose osv., er mit malergrej og et par gode bøger.  

Et ophold i skoven er på en gang en hjemkomst og en vildfarelse. En hjemkomst, da størstedelen af min barndom foregik i eller i umiddelbar nærhed af denne skov. Det var der, man mødtes med vennerne og senere i puberteten der, man havde fest og de første stævnemøder. 

Skoven er også en vildfarelse, fordi man her sætter sig uden for resten af den civiliserede verden. Her er intet internet, ingen strøm og kun få distraktioner.  

At skabe sine værker i skoven er forbundet med besværlighed. Tordenfluer der angriber en klat orange maling. Lærred, der blæser omkuld, så flere dages arbejde tværet ud af en gren. Et kamera, der får fugt eller ganske simpelt løber tør for strøm midt i en optagelse.  

Men i alt besværet ligger et andet nærvær, en anden energi og en anderledes opmærksomhed på omgivelserne. For mig er denne udvidede skovtur en personlig genskabelse af den forbindelse til naturen, vi ofte mister i et urbant landskab. Det er en slags åndehul, der bliver trukket veksler på resten af året.   

Ser vi på et konkret maleri Fragment of a teenage dream ligger inspirations- kilderne her lidt uden for mit normale felt. Her er der 3 inspirationskilder. Den første er et foto fra en rejse til Japan. Bygningen, trappen og fundamentet. Den næste er en gusten teenagers plakat –stemningen, så at sige. Da jeg var barn, og i hvert fald de første år som teenager, var der almindeligvis plakatholdere uden for enhver boghandler. En plakat man kunne være stensikker på altid var til stede i en eller anden afskygning var et ungt par, der stod i silhuet med et vandfald og en solnedgang i baggrunden.  Selv dengang, må jeg indrømme, syntes jeg, de var super corny – Yes,  lige til at nuppe. Den sidste inspiration er fra en anden kunstner, Peter Doig, der efter min mening er en af nyere tids mere interessante malere.   Han har lavet et maleri ved navn Gast hof zur Muldentalsperre . Her bruger han en del forskellige farvede sten til at beskrive et gærde, der indrammer hovedpersonerne. Ideen med disse klare farver i stenene syntes jeg var perfekt, når jeg tænker på teenageårene. Et fundament af glitterstads og drømme.  

Den opmærksomme ”find 5 fejl” beskuer vil opdage, at der mangler noget i maleriet – nemlig solen, der kun er til stede i spejlingen.  Hvor fanden er den blevet af? 

For et par måneder siden havde jeg en workshop med et par 6. klasser. Vi startede med at gå rundt og tale om nogle af de malerier, jeg havde med på en udstilling. Om ”Fragment of a teenage dream” kan jeg huske, at en af kommentarerne fra eleverne var, at det mindede dem om reality serien ”Paradis Hotel” , hvilket jeg jo labbede i mig, da det nok er nutidens svar på min ungdoms teenageplakater.     

Jeg tænker aldrig på, om mine malerier er smukke eller ej. Det er heller ikke den måde jeg ser på andres værker. Mine kriterier, når jer ser på eksempelvis et maleri er ikke ”om det er noget jeg ville have hængende derhjemme”. Derved ikke sagt, at jeg ikke håber at nogle vil synes mine værker er smukke, men det er ikke målet, derimod må de meget gerne være æstetiske.  

Men skønhed og æstetik er jo langt fra det samme. Emanuel Kant skrev for vel over 200 år siden om æstetik og om, hvad han mente var god kunst. Enkelt sagt, delte han den gode kunst op i to kategorier: sublimt og grumt. Mens den dårlige kunst blev delt op i smukt og grimt. Skulle man sammenligne ”sublimt og smukt” med en potentiel kæreste, mand eller kone, ville den smukke del være en strandløve (”fuckboy” ville de unge nok sige i dag) eller en dulle (afhængige af hvad køn man er til). Mens den sublime ville være den, man kunne snakke, grine, græde osv. sammen med. Der, hvor der er andet end en smuk skal at forelske sig i.   

Ser vi på ”grumt og grimt” giver grimt sig selv. Mens grumt, som jo er en af Emanuel Kants kategorier for god kunst, bliver det lidt sværere at beskrive. Man kunne forestille sig at være til fødselsdag med ubegrænsede mængder af  lagkage. De første 4 stykker glider forholdsvis nemt ned og smager himmelsk, men da du også lige skal smage den med banan og kokos, går det galt. Selv om du kun har taget et lille stykke, hober det sig straks op i svælget. Flødeskummet og råcremen bliver klæg og føles som om du er ved at æde en klump smør. Da det ikke længere kan komme ned, har det kun en vej – op. Og det kommer ikke alene… De fire lækre stykker kommer med. Sekundet efter er fødselsdagsbordet ikke helt så hyggeligt længere… Jeg tror, det giver en malerisk ide om, hvad forskellen på grumt og grimt er.  

Fotograf: Ildiko Grant