Danmark

Fredrik Clement

Fredrik Clement arbejder med analogt fotografi. Hans arbejdsform er fotojournalistisk reportage. Hans værker er præget af realisme og nærhed til subjektet, men er samtidig stærke grafiske kompositioner.

Fredrik Clement fotograferer mennesker i bevægelse. Ofte, men ikke altid i sportens verden. Hans fotografier viser de betydningsmættede øjeblikke i og imellem den fysiske udfoldelse. Ikke målstregen eller sejrsskamlen, men kroppens rejse og menneskets ensomme møde med sig selv; mødet med naturen og landskabet; og det fællesskab der opstår når mennesker deler en lidenskab.
Nysgerrigheden driver Fredrik Clement. Kameraet lader ham stille spørgsmål og komme tæt på mennesker. Han udforsker det ukontrollerbare og uforudsigelige gennem fotografiet, både i det moment hvor mennesket bevæger sig foran kameraet, og i processen med det analoge fotografi. Først når fotografen er tilbage i mørkekammeret, finder mødet med billedet sted igen i en fysisk proces. I mørkekammerets isolation udvikles projektet, én fremkaldelse ad gangen. Processen giver billedet sin egen tekstur som aldrig kan genskabes i pixler. Den analoge proces forpligter og kræver fotografens og seerens absolutte tilstedeværelse i en tid hvor alt kan manipuleres digitalt.

Fotograf: Ildiko Grant