Kom med når 16 kulturhuse på tværs af Danmark sætter tænderne i mad og meninger med fællessmiddage, hvor den demokratiske samtale er med på menuen.
Med den landsdækkende kampagne ’Sæt tænderne i’ dækker vi bordene med mere end bare mad. Vi dækker op til fællesskab, til samtaler, til møder mellem mennesker, der måske aldrig ellers ville have sat sig ved samme bord. Her er det lige så vigtigt, hvad vi taler om, som hvad vi spiser. Når vi deler et måltid, deler vi også historier, erfaringer og holdninger. Når vi bryder brød, kan vi også bryde vanetænkning. Når vi smager på nye retter med nye mennesker, kan vi også smage på nye idéer og perspektiver.
Tilmeld dig her: https://event-link.dk/arrangement/53290/



Sæt tænderne i handler om at give plads til både maven og meningerne. Det er en invitation til at tage del i demokratiet på en uhøjtidelig måde op til kommunalvalget – med gaffelen i den ene hånd og nysgerrigheden i den anden. Om du er sulten efter nye smage, nye fællesskaber eller nye samtaler, så er der en stol til dig. Kom og sæt tænderne i.
Sammen.
Tager vi vores demokrati for givet? Og hvordan kan vi træne vores ”demokratimuskler”?
Kathrine Krone og Mie Hein er certificerede Demokrati Fitness trænere et koncept der – tro det eller lad vær’ – er udbredt i hele verden fra Australien til Canada og fra Tyskland til Japan. Og så er det ovenikøbet udtænkt og udviklet her i Danmark. I et inspirerende oplæg tilbyder de to trænere en anderledes måde at tænke på demokrati og konkrete øvelser til både at forstå hvor vores holdninger kommer fra og styrke vores evne til at være uenige på en konstruktiv måde.
Træningen tager kun 30 små minutter — efterfulgt af hyggelig fællesspisning. Og det hele er 100% gratis!


Om Demokrati Fitness
Demokratiet lever og styrkes, når vi deltager aktivt i det med respekt, forståelse og omsorg for hinanden. Demokrati Fitness er en effektiv metode og en bevægelse, som Kathrine Krone har været med til at stifte og udvikle igennem de seneste 8 år. Det er 30-minutters konkrete, aktive og sjove træninger, der er målrettet i alt 10 ’demokratimuskler’ – fx aktiv lytning, empati, holdning og uenighed. Læs mere på www.demokratifitness.dk
Tilmeld dig arrangementet her: https://event-link.dk/arrangement/53290/

