Der findes et øjeblik, hvor noget smuldrer, hvor det, der engang var bøjeligt—blødt, eftergivende—hærder og bliver til noget helt andet. En ruin er aldrig bare en ruin; den er et vidnesbyrd om bevægelse, om jord i forskydning, om erosionens langsomme arbejde. Det er dette terræn, Jane Hughes bevæger sig i. Landskaberne forskyder sig. Knoglerne træder frem. Fortiden forbliver ikke begravet.
Denne sommer præsenterer Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm Everything Soft Slowly Turrned to Bone, den første udstilling af Hughes’ værker i Danmark. Hendes malerier rummer det stille vidnesbyrd om forandring, om landskaber der opløses og gendannes, om erindringer der glider over i noget mindre håndgribeligt. Hun er en samler af spor: falmede fotografier, klippefragmenter, skeletrester af steder, der engang var hele.
Der er billeder – ruiner, havetæret klipper, mos der kryber over sten – men de falder aldrig helt til ro. De forskyder sig, udviskes, opløses i abstraktion for så at tage form igen. Hughes er optaget af det, der bliver hængende. De hellige kilder, de glemte skove, øerne der engang rummede hele civilisationer og nu kun bærer vægten af deres spøgelser. Hun drages af fossiler, af hvordan de dukker op uventet og vidner om, at noget engang eksisterede. De buede former, der går igen i hendes malerier, er hentet fra fossiler hun fandt på Aran-øerne – levn af forhistoriske væsener indlejret i klippe. De driver fra det ene maleri til det næste som ekkoer og omrids af erindringer.
Hughes arbejder med malingen, som en arkæolog arbejder med jorden – lag for lag, og blotlægger noget lige under overfladen. Hun sammensætter sine malerier som et puslespil, hvor halvdelen af brikkerne mangler, og bygger noget formfuldendt ud af fragmenter. Hun er optaget af dyb tid, af historiens enorme spænd før os, af de trosforestillinger og ritualer, der formede dem, der vandrede gennem disse landskaber længe før os.
Og alligevel føles hendes malerier ikke som relikvier. Der er bevægelse her, en puls under overfladen. Der er farver – ikke nostalgiens udvaskede toner, men noget rigere, noget insisterende. Hughes genskaber ikke fortiden; hun bevæger sig igennem den, opløser grænserne mellem erindring og geografi, mellem tilhørsforhold og afstand.
Om Kunstneren
Jane Hughes (f. 1984, Irland) bor og arbejder i Finland, men tilbragte over et årti i Berlin før det. Hun er maler, men hendes praksis breder sig også ud i tegning, skulptur og installation. Hun søger altid efter det, der bliver tilbage.
Hun har udstillet internationalt siden 2005, begyndende med en gruppeudstilling i Holland, mens hun stadig var studerende. Nylige soloudstillinger inkluderer We Gulp Dark Moons (Galleria Napa, Finland, 2024), These Fragments I Have Shored Against My Ruins (TM•Gallery, Helsinki, 2023), og Architecture of Emotions (Custom House Studios, Irland, 2018). Hendes værker har været vist i gruppeudstillinger på museer og gallerier i Irland, Tyskland, Sverige, Frankrig, Letland, Rusland og andre steder.
Hun har deltaget i residencies på steder med egne særlige historier: Tyrone Guthrie Centre (Co. Monaghan, Irland, 2022), Áras Éanna Arts Centre (Inis Oírr, Irland, 2021) og Stundars Museum (Finland, 2015). Hun har studeret ved Aalto Universitetet i Helsinki, UDK i Berlin og National College of Art & Design i Dublin.
Hendes malerier er repræsenteret i offentlige samlinger: den Irske Statssamling (Udenrigsministeriet), Finlands Nationalgalleri, Hospital District of Helsinki and Uusimaa og National Irish Visual Arts Library.
Hendes aktuelle arbejde er venligt støttet af Alfred Kordelin Fonden, Finland, i 2025.
Instagram: https://www.instagram.com/janehughes_artist/
Hjemmeside: https://janehughes.ie/
Udstillingen er støttet af Alfred Kordelins stiftelse.