Blomsterøjne

10.03.2019 – 10.04.2019
En dobbelt udstilling af blomstermaler Laura Krogsgaard og floristen Poppykalas

Over 500 blomstermalerier

Efter sigende har Laura malet over 500 blomstermalerier, hvoraf der er samlet 100 fra lokalbefolkningen i Thy og resten af Danmark til udstillingen Blomsterøjne.

Laura udfordrer det traditionelle blomstermaleri med overraskende og usædvanlige maleteknik: En ganske unik spartelteknik hvor hun lag for lag byggede blomsterne op – en slags 3D effekt, som får blomsterne til at træde ud af lærredet. Hun malede opstillinger, grøftekanter og abstrakt inspirerede “blomstereksplosioner”, hvor blomsterne nærmest svæver i luften.

Valmuefest

Både Laura og Thilde finder først senere i deres liv frem til at udtrykke sig kunstnerisk igennem blomsterne. Laura var først omkring 50 år, da hun begyndte at male, og Thilde fandt først tilbage til blomsterne i slut 30’erne med projektet Poppykalas. Det er Thildes bedstemor Laura, der har lært hende alt, hvad hun ved om blomster og den overdådige iscenesættelse heraf. Markerne omkring Lauras gård i Faddersbøl flød over af røde valmuer, som var hendes yndlingsblomst og motiv. Det er nu også blevet Thildes yndlings, derfor skulle hendes projekt også hedde Poppykalas. Poppy betyder valmue på engelsk og kalas betyder fejring på svensk.

Laura Krogsgaard

Født og opvokset i Thy (1919-2001)

Laura har været diakonisse i København, bestyrer af Hjerl Hede, plejehjemsbestyrer i Resen, gårdmandskone i Hillerslev og Faddersbøl. Efter Laura mistede stemmen under en fejloperation endte hun som elev hos landskabsmaleren Kobberup fra Hanstholm, der lærte hende den særlige spartel teknik. Laura indrettede den ene gårdlænge som galleri og et loftsværelse som atelier, hvor hun udfoldede sig som autodidakt blomstermaler. Hendes værker hænger i mange hjem i Thy. Hun havde mange udstillinger i Thy og en i København.

Poppykalas

Barnebarn af Laura, født og opvokset i Skive (1979-)

Thilde Maria Kristensen driver blomster virksomheden Poppykalas i København. Efter mere end 15 års arbejde med scenekunst og en kandidat i Moderne Kultur og Kulturformidling er hun nu vendt tilbage til blomsterne som autodidakt florist.

Poppykalas tæller fire ansatte og har udviklet blomster koncepter for Arken, Kronborg Slot, Nationalmuseet, Georg Jensen, Bang & Olufsen, GUCCI, Fritz Hansen, Hugo Boss, Stine Goya, Royal Copenhagen m.fl.