INTO THE SKY

Marianne Jørgensen er en af vores markante danske samtidskunstnere. Hun har især gjort sig bemærket med sine store udendørs værker, som ofte skabes i naturmaterialer og interaktioner med landskab og steder. Hun er primus motor i kunstprojektet Skulpturlandsby Selde i Salling, og har solid erfaring med at skabe kunst nye steder, afprøve nye formater, og skabe kunstneriske fællesskaber omkring sine projekter.

I Hanstholm er Marianne Jørgensen blevet en del af det samarbejde som Hanstholm Art Space har indledt med både Hanstholm Havn og Naturstyrelsen omkring udendørs værker. Ved at skabe værker i det offentlige rum kan kunsten møde alle typer borgere – også dem der ikke normalt besøger kunstudstillinger.

Med sine to store værker til Hanstholm ønsker Marianne Jørgensen at skabe en dialog med stedet. En poetisk dialog hvor ordet SKY pludselig er en del af den travle industrihavns landskab, som en daglig erindring om at vi befinder os under den store himmel i landskabet Thy, og at det er tilladt at tænke opad og drømme. Samtidig har værket en praktisk funktion. Man kan opholde sig på bogstaverne, som er i siddehøjde, og nyde havnestemningen mens man spiser en is.

Fra havnen hvor værket er placeret lige overfor Spar og Færgegrillen, går der trapper op ad skrænten i retning af udsigtspladsen ved Hanstholm Madbar. Heroppe kan man møde det næste værk som er helt anderledes. Her står et tårn i træ, indvendigt beklædt med mos. Inde i dette tårn kan man se op gennem en mostunnel mod himlen.

Tilsammen forbinder de to værker jorden og himlen i en dialog, og leder vores tanker hen på landskabet og naturens store rum.

Kontakt

Signe Højmark
kurator og projektleder

(+45) 24 62 08 48
signe@hanstholmfyr.dk

Det
Nordatlantiske
Fyr i
Hanstholm

Tårnvej 7
7730 Hanstholm
Cvr.nr. 37603295
Mobile Pay: 93250
Tlf. +45 9272 7730
simon@hanstholmfyr.dk

English