NORDATLANTISKE DRØMME

Ikke færre end seks nordatlantiske nationer er repræsenteret, når Det Nordatlantiske Fyr & Hanstholm Art Space fejrer sæsonens sidste udstilling.

I udstillingen NORDATLANTISKE DRØMME møder vi værker af den færøske musiker og filminstruktør Hei∂rik á Heygum, den lokale fotograf Fredrik Clement, den nordamerikanske forsker og islandselskende multikunstner Angela Rawlings samt billedkunstner, shamanistisk praktiker og performer Amalia Fonfara (født på Grønland, opvokset i Danmark, bosat i Norge). Fælles for dem alle er naturens rå tilstedeværelse i deres æstetik – som en taktil puls eller som en spejlende baggrund for de tanker og tilstande, der folder sig ud i deres værker.

Hos Heygum er den melankoli, vi typisk finder i den det nordatlantiske øhav, en tiltrækning af mørket, det surreelle og drømmenes underlige væsener og billeder – vi går med bølgernes lyd tættere på vores egen puls, ind i Heygums univers akkompagneret af sange sunget af KATA.

I Fonfaras værker er stilheden og en fortællende blidhed – en blidhed der står i poetisk kontrast til de rå, grønlandske landskaber – to virkemidler der tager os på en indre rejse i søgen efter det identitetsbærende.

Med Rawlings nærmer vi os en kunstnerisk metode til en naturvidenskabelig undersøgelse. Om end det er den meditative guide, der følger os op og ned gennem tårnopgangen eller de lydløse film på tårnets ydervæg er Rawlings mission at materialisere, kropsliggøre og illustrere geokronologien og nogle af de miljøpåvirkninger, vi står konfronteret med i den antropocæne tidsalder.

Clements materiale er lige her, hvor vi står. Hanstholm, kysten, havet. Fotografierne griber ofte mennesket i et møde med naturen, men er også fastfrosne grafisk komponerede øjeblikke af de omgivelser, vi dagligt rejser igennem. Arkitektur og natur, vand og land, himmel og hav.

Med NORDATLANTISKE DRØMME sætter Hanstholm Art Space punktum for sæsonens program med en ung generation af tværæstetiske kunstnere, der leger med hvordan det traditionelle brydes og genopfindes i samtiden. Clement fotograferer analogt, Fonfara bruger shamanismes nedarvede viden i sin praksis, Rawlings nedbryder sproget til mønstre skabt af geologiske fænomener og Heygum leger med traditionelle kulturelle udtryk i en surreel, symbolmættet visuel æstetik.

 

Kontakt

Marie Louise Klitgaard Nielsen
Daglig leder

(+45) 97 92 77 30
marielouise@hanstholmfyr.dk